Cy-kel-sti

Aug 10, 2015

Lad os lige slå ordet op i ordbogen:

cykelsti, navneord, substantiv, fælleskøn
Betydning: (del af) vej beregnet for cyklister1

Det burde altså ikke være så svært. Cykelstien er til cykler. Hvorfor er der så mange, som ikke kan finde ud af at bruge den til dette formål så?

Der er heldigvis en paragraf, som kan hjælpe os, nemlig § 49 stk. 5.

Det er forbudt at cykle på fortov eller gangsti, medmindre andet følger af de regler, der fastsættes af justitsministeren efter § 14, stk. 4. Cyklist kan dog køre over fortov og gangsti.

Færdselslovens § 49 stk. 5

“Jamen, jeg skal bare lige lidt den anden vej, for at komme ned til krydset”. Det er stadig ulovligt. Det er heldigvis lovligt at trække cyklen på fortovet, kunne det være du skulle gøre det i stedet?

Krydset Lygten / Tagensvej i København NV, er et sted denne forseelse ses ofte:

Læg mærke til at selv Google har fanget én i at overtræde denne paragraf. Pinligt! Kan du så se at stige af den cykel!

Også ved Dronning Louises Bro har Google været heldige og fange denne forseelse i aktion:

Det er ikke så svært. Du må ikke cykle på fortovet. Er du i tvivl om hvad “cykle” betyder, så stig af cyklen, mens du befinder dig uden for cykelstien.

Og nej, du må ikke lige smutte henover fortovet, fordi du sparer tid. Det er ikke det, som »Cyklist kan dog køre over fortov og gangsti« betyder. Her menes selvfølgelig at det er tilladt at cykle lige henover fortovet, således at du kan komme fra en cykelsti til den næste. Præcis lige som bilister også må køre henover cykelstien, for at komme fra den ene vej til den næste.

Det burde altså ikke være så svært. Cykler på cykelstien.

1) Taget fra Ordnet.dk’s artikel om “Cykelsti”